Eugen Onegin

19-11-2019

 

Gamle Scene

Tirsdag d. 19. november 2019 kl. 19:30

 

Alle gode gange 3!

 

Da flere af jer har efterlyst endnu en fælles teatertur til Det Kongelige Teater kommer her et godt tilbud til operaentusiaster og operainteresserede.

 

I november 2017 var vi hele 14 medlemmer af foreningen, der sammen så Holbergs skuespil Maskerade i Skuespilhuset.

 

november 2018 var vi hele 17, der sammen så operetten Flagermusen (Johann Strauss) i Operaen.

 

Den 19. november 2019 gør vi det igen. Mit valg er faldet på Tjajkovskijs mest kendte opera: Eugin Onegin (1878), der spiller på Gamle Scene og siges at være kærlighedsoperaen over alle kærlighedsoperaer.

 

Da Eugen Onegin er et gæstespil af Den Jyske Opera og da undertegnede er abonnent på Det Kongelige Teater er prisen ganske beskeden. Billetterne til forestillingen er næsten udsolgt; der er stort set hverken ledige billetter tilbage i priskategori A, B, C og D. Derfor sidder vi på pladser i priskategori E, som jeg kan købe til kun 174,-. Vi kommer formentlig ikke til at sidde ved siden af hinanden, da der pt. kun er ganske få sammenhængende pladser tilbage, men vi mødes ved Holberg-statuen allerede kl. 18:45 og går sammen op i cafeen på 2. etage for at smide os i de bløde loungemøbler, mens vi måske indtager diverse drikkevarer, som kan købes i cafeen. Vi mødes også i cafeen på 2. etage i pausen. Efter forestillingen kan vi evt. tage en cocktail i nærheden af Gamle Scene.

 

Hvis du vil med, sender du en mail til broby333@gmail.com senest allerede kommende søndag og fortæller mig, om du vil sidde på 1. etage,
2. etage eller oppe på galleriet. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at du får den ønskede plads, da pladserne kan være solgt om en time.

 

Jeg sender dig din billet over mail. Når du har modtaget din billet, overfører du 174,- til mig på mobilnummer: 60 83 83 56. Bliver du forhindret i at deltage, er du velkommen til at forære din billet til en veninde.

 

Vælger du at sidde på 1. etages priskategori E-pladser har du intet eller begrænset udsyn til tekstanlægget, da pladserne er bagerst i siden og bagerst midt for, så enten (1) kan du russisk, (2) eller du har læst librettoen på forhånd eller (3) du har studeret handlingsreferat grundigt.

 

Vælger du at sidde på 2. etage har du sandsynligvis en søjle foran dig, men da søjlerne er meget smalle, vænner mange sig fint til at bevæge hovedet en smule indimellem. Du har også nem adgang til cafeen på 2. etage i pausen.

 

Vælger du at sidde på galleriets priskategori E-pladser, har du fint udsyn, da E-pladserne er placeret midt for. Der er hverken generende søjler eller manglende adgang til tekstanlæg. Minusserne på galleriet er, at man sidder meget langt væk fra scenen, og at sæderne på galleriet kan være lidt ukomfortable at sidde på.

 

At vælge mellem priskategori E-billetter er lidt som at vælge mellem pest og kolera, vil nogen måske sige. Til gengæld er jeg sikker på, at du ikke bliver skuffet, hvis du holder af opera.

 

Eugen Onegin varer 2 timer og 45 minutter inkl. en pause.

 

Mange hilsner

Dina

 

 

Gå tilbage